Artikel fra Bindu nr. 18
At vente pÄ noget der skal briste
en beretning fra Alaskaeskimoerne
"I gamle Dage fejrede vi hvert EfterÄr store Fester for Hvalens SjÊl og disse Fester skulde altid aabnes med nye Sange, som MÊndene satte sammen. Aanderne skulde paakaldes med friske Ord; slidte Sange maatte aldrig benyttes naar MÊnd og Kvinder dansede og sang for at hylde det store Fangstdyr. Og da havde vi den Skik, at i den Tid, MÊndene fandt deres Ord frem til disse Hymner, skulde alle Lamper slukkes. Der skulde vÊre mÞrkt og stille i Festhuset. Intet maatte forstyrre, intet adsprede. I dyb Tavshed sad de i MÞrke og tÊnkte, alle MÊnd baade gamle og unge, ja, selv de mindste Smaadrenge, blot de var saa store, at de kunde tale. Denne Stilhed var det, vi kaldte qarrtsiluni, der betyder, at man venter paa noget, der skal briste.
Thi vore ForfĂŠdre havde den Tro, at Sangene fĂždes i denne Stilhed, medens alle kun anstrenger sig for at tĂŠnke smukke Tanker; da bliver de til i Menneskenes Sind og stiger op som Bobler fra Havets Dyb, Bobler, der sĂžger Luft for at briste. Saaledes bliver de hellige Sange til."
