Artikkel fra Bindu nr. 26
Leder
I efterÄret 1996 holdt Swami Janakananda en workshop om pratyahara i Bihar Yoga Bharati i Indien. Eleverne der deltog i workshoppen blev bedt om at skrive en opgave pÄ ca. 200 ord med titlen: Pratyahara i forhold til meditation.
I stedet for selv at skrive lederen vil vi denne gang lade en af disse opgaver vĂŠre leder. Den er skrevet af en ung kvinde fra Australien, Swami Jayatma Saraswati:
Hvordan opdage opleveren imellem alle oplevelserne
Jeg bor i en ashram, hvilket jeg har gjort de sidste fem Är, og af en eller anden underlig grund, som er totalt udenfor min fatteevne, ser det ud til at det fÄr visse folk til at tro, at jeg er kvalificeret til at udtale mig om yoga. SÄ af og til kommer der en hÄrd banan og stiller mig et virkelig besvÊrligt spÞrgsmÄl som: "Hvad i hede hule helvede [fra australsk: what the bloody hell] er meningen med meditation egentlig?" (De bruger ord som "bloody" og "hell" i Australien). Og pludselig er jeg helt i vildrede, de kunne lige sÄ godt have spurgt, hvad meningen er med livet, universet og alt muligt andet, svar venligst med max 200 ord.
Det er fÞrst for nylig (netop denne eftermiddag faktisk), at jeg er begyndt at fÄ en forstÄelse af forholdet mellem pratyahara og meditation, og hvordan disse to hÊnger sammen med livet, universet og alting, eller i det mindste med en Ändelig opvÄgnen. Og selv om mine lÊrere her har fortalt mig igen og igen om Patanjali og fantastiske ting, som at pratyahara er tilbagetrÊkningen af sindet fra sanserne, og dhyana er en ubrudt strÞm af bevidsthed, som vandet der strÞmmer i en flod, sÄ sagde det mig egentlig ikke sÊrlig meget.
For mange Är siden vÄgnede jeg op en morgen og oplevede, at jeg eksisterede. Det var noget af et chok for mig og ogsÄ lidt skrÊmmende. Hvordan havde jeg klaret mig sÄ lÊnge uden at have indset, at jeg eksisterede? Mit liv fik et helt nyt perspektiv, og jeg begyndte at sÞge en forstÄelse af hvem og hvad det fÊnomen var, som jeg kaldte mig, og hvad i alverden jeg egentlig lavede her i tilvÊrelsen.
Pratyahara er for mig meget tÊt pÄ den oplevelse. Jeg sidder her og fÞler brisen og hÞrer lydene og lugter duftene, og lige pludselig et eller andet sted i alt dette dÊmrer oplevelsen af at opleve, og erkendelsen af at jeg er adskilt fra denne oplevelse, og at jeg kan lÊne mig tilbage og betragte det og stadig eksistere. Og hver gang jeg indser, at "jeg eksisterer", sÄ chokerer det mig stadig pÄ en eller anden mÄde, det er ligesom jeg bliver rystet dybt i min bevidsthed og "vÄgner op" - i et lille stykke tid i hvert fald.
Og det ser ud til, for mig i hvert fald, at denne oplevelse er helt grundlĂŠggende for meditation og andre dyre begreber lĂŠngere henne ad vejen som samadhi, selvvirkeliggĂžrelse osv. - fordi hvordan kan disse ting blive til noget, hvis jeg ikke engang er bevidst om min egen eksistens.
Det er meget let i dagligdagen og ogsÄ i et sÄkaldt Ändeligt liv at blive fanget af en oplevelse i en sÄdan grad, at du ikke engang er klar over, at du oplever den. Du sidder og mediterer, hÞrer lydene, fÞler indtrykkene, oplever tankerne, men hvor er du egentlig? Simpelthen fortabt i oplevelserne, ogsÄ selv om du er i stand til at bevare en betragtende indstilling - med mindre du samtidigt, og midt blandt disse oplevelser, er klar over at du er den som oplever. Og det synes for mig at vÊre det virkelige formÄl med pratyahara i meditation eller i alle andre sammenhÊnge for den sags skyld.
Om, Om, Om.
