Artikkel fra Bindu nr. 28
âMan vil jo helst at folk fĂ„r det bedste"
(citat: Swami Satyananda)
Indenfor yoga har den som underviser, og den som vil uddanne sig, samme ansvar som enhver anden der vil hjĂŠlpe og arbejde med mennesker. Hvis en blivende lĂŠge tager til en âbananrepublik" (hvor det sĂ„ end er, undskyld udtrykket) og kĂžber sig en hurtig uddannelse, sĂ„ er det naturligvis forkasteligt og uansvarligt, bĂ„de overfor âlĂŠgen" selv og de mennesker han vil komme i kontakt med som helbreder og vejleder.
Den elev, som vil vĂŠre lĂŠrer, mĂ„ selv tage ansvaret, nĂ„r vedkommende vĂŠlger en lĂŠrer (med aldrig sĂ„ fine kvalifikationer) som udvander traditionen og gĂžr uddannelsen ânem" og kort. Traditionen forbedres kun hvis man hele tiden sĂžger mod dens kerne og det man har lĂŠrt af sin lĂŠrer. SĂ„dan har jeg i hvert fald oplevet det bĂ„de i forhold til min lĂŠrer og i forhold til den tradition jeg underviser ud fra.
Sidder man fÞrst der med en utilstrÊkkelig uddannelse som yogalÊrer, og det er lige meget hvor indbildsk man er eller hvem man samarbejder med, sÄ vil man fÞr eller senere lÞbe tÞr. I stedet for at kunne kaste sig ud i en frigÞrende proces sammen med sine elever - bliver det hele kedeligt, fordi man ikke kender processen og ikke har erhvervet den indsigt som kommer i en daglig trÊning. Man hverken vover eller kan gÄ lÊngere end det man selv har lÊrt og ens egen indsigt tillader. Man tror at man skal underholde sine elever eller man koger suppe pÄ en pÞlsepind, da man ikke mere har noget at give - transformationen kender man ikke.
Det hjĂŠlper heller ikke at blande andre overfladiske ideer og metoder ind i sin undervisning for at slippe angsten og tomheden, eller at tage mange penge for det man laver. Det gĂžr det ikke mere vĂŠrd. Man snyder bĂ„de sig selv og andre. Yoga er âany age" ikke New Age f.eks. selvom nogle der underviser i en overfladisk form for yoga giver det indtryk.
Det vigtigste ved en ordentlig yogalÊreruddannelse er nok ikke, hvad man lÊrer i teori og mÊngden af metoder den indeholder, men at man ogsÄ fÄr en daglig trÊning, hvor man lÊrer tingene pÄ en praktisk mÄde, sÄ man opnÄr en kunnen, hvor man kan se lÞsninger pÄ problemer og pÄ stillede diagnoser. Man mÄ ogsÄ have erfaring i at omgÄs med elever. Uddannelsen mÄ indeholde en omfattende undervisningspraktik under opsyn af en erfaren lÊrer. Desuden mÄ ens egen Sadhana (se artikkelen om Kriya Yoga) og den erfaring man derigennem opnÄr vÊre dybtgÄende.
Livet i dagligdagen sammen med lÊreren som leder uddannelsen, skal pille den grundlÊggende angst ud af folk der skal hjÊlpe andre mennesker. Dertil krÊves at lÊreren har en sÊrlig evne og kan guide eleven til en indsigt som ligger ud over hvad der stÄr i bÞgerne og som kan lÊres pÄ nogle kurser. De kommende yogalÊrere vil da trygt kunne undervise og vejlede andre, nÄr de er fÊrdige med deres
uddannelse - og de vil kunne blive ved nÄr nyhedens interesse er borte.
Jeg tillader mig at tvivle pÄ at de tynde uddannelser som tilbydes visse steder i dag, hovedsagelig i form af en rÊkke weekendkurser, hvor man pÄstÄr at uddannelsen varer op til bÄde 3 og 4 Är, giver en forsvarlig baggrund. Man ses jo kun nogle timer en gang imellem og hvis man lÊgger antallet af undervisningstimer sammen, sÄ drejer det sig i realiteten om uddannelser, der har en sammenlagt lÊngde pÄ fra mindre end en mÄned (bl.a. pÄ et institut i Stockholm) til max. 3 mÄneder (pÄ bl.a. en uddannelse i Danmark). For slet ikke at tale om et firma i England der tilbyder en yogalÊreruddannelse pr. korrespondance, hvor man aldrig ser sin lÊrer!
En flerÄrig heltidsuddannelse bÞr vÊre et absolut krav.
Hvorfor er det sÄ vigtigt at blive yogalÊrer nÄr man alligevel ikke bliver det, nÄr man ikke fÄr en trÊning i praktik og en utilstrÊkkelig teori, for slet ikke at tale om mangel pÄ indvielse i Êndrede bevidsthedstilstande? Man mÄ da vide, at man pÄ langt sigt er med til at ÞdelÊgge noget meget vÊrdifuldt med sin begrÊnsning.
Ansvaret ligger hos dig selv. At andre begÄr kriminelle handlinger berettiger ikke dig til at gÞre det!
