Bindu 29

Artikkel fra Bindu nr. 29

Jeg stÄr pÄ hovedet for mit helbred

Chris har ikke haft Ă©n sygedag i 36 Ă„r

af Benny Pedersen

For nogen gÊlder devisen, at hvad du ikke har i hovedet, mÄ du have i benene. Den gÊlder bare ikke for Hundesteds Chris Sylvest. Han er formentlig Danmarks bedste 92-Ärige til at stÄ pÄ hovedet. Og Chris gÞr det ikke for at prale af sine gymnastiske evner. Men for at holde sig rask!

I midten af 50‘erne emigrerede jeg, min kone og to sĂžnner til USA. Min rige sĂžster havde skaffet os husly og arbejde i Californien. Og det gik sĂ„dan set meget godt. Men i 1958 blev jeg angrebet af et eller andet i mit hoved. Jeg ved stadig ikke hvad det var. Men det var utroligt ubehageligt. Min hjerne blev angrebet, og jeg fik det dĂ„rligere og dĂ„rligere. Jeg var faktisk ved at dĂž. Vi anede ikke, vores levende gode rĂ„d. Men sĂ„ skete der det, som jeg har valgt at kalde et mirakel.

Vi var i USA i 14 Ă„r. Og i den periode sĂ„ vi hverken danske aviser eller ugeblade. Men midt under min sygdom i 1958 dumpede et gammelt nummer af Familie Journalen ned i vores skĂžd. Jeg aner stadig ikke, hvor det kom fra. Og inde i bladet var der en artikel om en urmager fra Ålborg, som havde kureret en voldsom migrĂŠne ved at stĂ„ pĂ„ hovedet 10 minutter hver dag. Den opskrift kĂžbte jeg pĂ„ stedet. Og halvanden mĂ„ned senere var jeg helt kureret. Og siden har jeg stĂ„et pĂ„ hovedet 10 minutter hver morgen og jeg har ikke haft en sygedag i 36 Ă„r. Jamen er det ikke bare utroligt.

Chris Sylvest gestikulerer med hele sin spinkle krop, all imens han fortĂŠller om sin helbredelse og sit lange lange liv.

Sund som en 25-Ă„rig

For nogle mĂ„neder siden blev jeg undersĂžgt pĂ„ alle leder og kanter af to lĂŠger - helt uafhĂŠngigt af hinanden. Og de nĂ„ede begge frem til samme konklusion: „Deres krop fungerer fuldstĂŠndig normalt for en mand pĂ„ 25 Ă„r!“

Min egen lÊge udtrykte det sÄdan efter at have undersÞgt mig:
- I morgen starter jeg med at stÄ pÄ hovedet i 10 minutter. Og det vil jeg fortsÊtte med livet ud.

Jeg ved ikke, hvad det er der sker. Men det har selvfĂžlgelig noget at gĂžre med at der kommer masser af blod og ilt til hjernen.

Chris Sylvest blev alene for 14 Ă„r siden, da hans hustru gennem et langt og smukt liv dĂžde:

- Mine to sÞnner, som begge har vÊret bosiddende i USA i mange Är, inviterede mig til at bo hos dem. SÄ jeg solgte vores store hus her i Hundested og rejste over there. Men det var ikke lykken. Jeg blev opfattet som en gammel mand af mine omgivelser. De ville hele tiden have, at jeg skulle sidde ned og slappe af med et slumretÊppe om benene. SÄ efter 14 mÄneder rejste jeg hjem til Hundested igen. Kun med to kufferter som bagage. Alt det andet lod jeg blive hos mine sÞnner og deres familier.

Chris Sylvest er fÞdt pÄ en stor gÄrd ved Frederikssund i 1902 under ret sÄ dramatiske omstÊndigheder.

Jeg skulle slet ikke have vÊret her. Min mavemunding ville ikke Äbne sig, og lÊgen gav mig otte dages levetid. Men min mor ville det anderledes. Hun hÊldte noget kÊrnemÊlk i mig, og sÄ blev jeg rask. Som voksen tjente jeg mit brÞd som handelsmand i frugt og grÞnsager. Jeg havde en engros-virksomhed, som leverede de nÊvnte varer til kaserner og hospitaler. Og det levede vi af til vi emigrerede i 1954.

Og det var Äbenbart, at mit liv skulle slutte i 1958. Men heldigvis dumpede Familie Journalen ned i vores skÞd, med opskriften pÄ et langt og sundt liv. SÄ uanset om det hagler eller solen skinner, om det er jul eller pÄske, sÄ starter jeg dagen med at stÄ pÄ hovedet. ForhÄbentlig i mange Är endnu, fortÊller Hundesteds Chris Sylvest.

(Fra Familie Journalen nr. 6 1995. Tak for tilladelsen til at trykke artiklen. Foto: © Karl Ravn)