"Jeg vil takke for en helt utrolig og vidunderlig weekend. Det var første gang at jeg prøvede den her slags rekreation hvor jeg samtidig fik muligheden for at lære noget nyt. Det blev en herlig oplevelse, selvom jeg lørdag eftermiddag tvivlede på min evne til nogensinde at lære at meditere.

Jeg indså lørdag aften, da Turiya fortalte lidt mere om meditation, at jeg havde grebet det lidt forkert an. Det vil sige at jeg havde alt for store forventninger til mig selv. I løbet af søndagen havde jeg flere aha-oplevelser under meditationerne og kunne på en helt anden måde tilegne mig undervisningen, og derfor også få noget meget værdifuldt med hjem til mit daglige liv."

Karl Drakensvärd

Bindu 22

Artikkel fra Bindu nr. 22

Yoga for øget kropsbevidsthed og indre harmoni

- en beretning fra et weekendkursus på Håå kursuscenter

Yoga er et gammelt sanskritord med betydningen forening eller helhed.

Og helhed var virkelig noget jeg oplevede i 3 dage på Skandinavisk Yoga og Meditationsskoles Håå Kursuscenter i Hamneda mellem Markaryd og Ljungby. Kursuscentret ligger i et naturskønt område, og det føltes dejligt at være der - helt fri fra stress og krav og virkelig at kunne koncentrere mig om det jeg var der for - at lære yoga.

«Oprindelig er yoga og meditation ikke del af noget religiøst system. Det har et videre sigte - at transformere og udvikle den menneskelige bevidsthed. På denne måde skabes frie og selvstændige individer, som gør deres egne erfaringer, udnytter deres muligheder, og som hver især lever på en personlig måde i sandt fællesskab.»

Dette kan læses i bogen Yoga, Tantra og Meditation i min hverdag af Swami Janakananda (Bindu forlag). Efter at have gået igennem et weekendkursus i yoga forstår jeg hvad dette betyder - at transformere og udvikle den menneskelige bevidsthed. Jeg er meget mere bevidst om min krop og mine tanker og føler at jeg har fået et fantastisk instrument til at møde mig selv.

Dette her handler ikke på nogen måde om at flygte fra det der er besværligt, en eller anden slags færdigsyet positiv tænkning - nej det handler snarere om at være sig selv og vove at være det - en naturlig vej til at lære sig selv at kende og få det bedre.

Mit første kursus i yoga startede med en tarmskylning (ikke noget der er nødvendigt for at gå på kurset) men jeg tog det hele på en gang. Efter nogle glas med saltvand og enkle yogaøvelser flød vandet gennem tarmsystemet istedet for gennem blæren, noget jeg oplevede som et under og en stor befrielse.

Efter en dejlig eftermiddagshvile startede selve yogakurset fredag aften med introduktion af to meget behagelige og professionelle yogalærere: Turiya og Ma Sita Savitri.

Helgekurs på Håå kurssenter

Langsomt og blidt ledtes vi ind i yogaens verden, bevægelser, åndedrætsøvelser og afspændingsøvelser. Da jeg lagde mig til at sove den første aften følte jeg en stor ro og sov hele natten, hvilket jeg ikke havde gjort meget længe. Næste morgen følte jeg mig forbavsende frisk. Vi startede dagen med lysmeditation. Det foregik på den måde at vi kiggede på flammen i et lys i øjenhøjde mens vi sad med korslagte ben i en yogastilling. Efter et stykke tid pustede vi lyset ud, lukkede øjnene og flammen trådte frem på nethinden og der skulle man forsøge at styre den til punktet mellem øjenbrynene. Efter at have gjort det nogle gange i løbet af opholdet i Håå var det let at styre flammen og virkelig være koncentreret. Siden fulgte som sagt 2 dage med intensive fysiske øvelser, åndedræts- og meditationsøvelser.

Stadigvæk længes jeg tilbage til yogarummet her flere uger efter. I det rum har jeg udført øvelser som jeg ikke troede var mulige for mig.

Jeg står nu op hver morgen og laver mine yogaøvelser en halv time. Hvis jeg engang imellem ikke synes jeg kan nå det gør jeg det om eftermiddagen. Yogakurset har i sig selv hjulpet mig til at tage mig denne tid, jeg føler øget velbefindende, større koncentration og indre harmoni og en meget synlig effekt er at jeg har tabt mig 3 kg, har ikke lyst at fylde mig med alt muligt unødvendigt. Jeg føler stærkt, når der er noget kroppen ikke vil have. Øget opmærksomhed kaldes det.

Jeg oplever ikke det her, som noget mystisk - men som noget naturligt. De fysiske øvelser gør at jeg mærker min krop tydeligere, her får jeg både stræk og træning af musklerne. Åndedrætsøvelserne får min lungekapacitet til at øges, jeg trækker vejret på den rigtige måde næsten hele tiden (det tager tid for kvinder) og meditationsøvelserne er meget dejlige og virkelig noget et nutidsmenneske behøver.

Det bedste af det hele, jeg kan lave lidt eller meget, jeg er ikke bundet til et helt specielt program. Allerede efter en weekend i Håå har jeg fået tilstrækkeligt mange øvelser til at kunne have nytte af det.

Og det er spændende og udviklende - en måde at holde balancen og leve med i det der sker.

Dette weekendkursus er fuldt tilstrækkeligt for at kunne bruge yoga i meget lang tid fremover men jeg kan tænke mig at det nok ikke varer længe inden jeg tager deres 10 -dages kursus - så vi får vel se - der bliver vel et reportage om det! Jeg vender tilbage!

Camilla Sternberg er redaktør af SMRF's medlemsavis Massören. Denne artikel er trykt i Massören nr. 4, december 1994. Svenske Massørers Rigsforbund, SMRF er et aktivt forbund for ca. 550-600 massører fra hele Sverige. For at blive medlem af SMRF må man have gået på en af de skoler som opfylder SMRF's krav om uddannelse, kvalitativt og kvantitativt. SMRF stiller også krav om obligatorisk videreuddannelse hvert år. SMRF-massører ses i officielle sammenhænge såsom Vasaløbet, Vättern Rundt og Vansbrosvømningen m.m.