Hvordan opdage opleveren imellem alle oplevelserne

Leder

I efteråret 1996 holdt Swami Janakananda en workshop om Pratyahara i Bihar Yoga Bharati i Indien. Eleverne der deltog i workshoppen blev bedt om at skrive en opgave på ca. 200 ord med titlen: Pratyahara i forhold til meditation.

I stedet for selv at skrive lederen vil vi denne gang lade en af disse opgaver være leder. Den er skrevet af en ung kvinde fra Australien, Swami Jayatma Saraswati:

Jeg bor i en ashram, hvilket jeg har gjort de sidste fem år, og af en eller anden underlig grund, som er totalt udenfor min fatteevne, ser det ud til at det får visse folk til at tro, at jeg er kvalificeret til at udtale mig om yoga. Så af og til kommer der en hård banan og stiller mig et virkelig besværligt spørgsmål som: «Hvad i hede hule helvede [fra australsk: what the bloody hell] er meningen med meditation egentlig?» (De bruger ord som «bloody» og «hell» i Australien). Og pludselig er jeg helt i vildrede, de kunne lige så godt have spurgt, hvad meningen er med livet, universet og alt muligt andet, svar venligst med max 200 ord.

Det er først for nylig (netop denne eftermiddag faktisk), at jeg er begyndt at få en forståelse af forholdet mellem Pratyahara og meditation, og hvordan disse to hænger sammen med livet, universet og alting, eller i det mindste med en åndelig opvågnen. Og selv om mine lærere her har fortalt mig igen og igen om Patanjali og fantastiske ting, som at Pratyahara er tilbagetrækningen af sindet fra sanserne, og Dhyana er en ubrudt strøm af bevidsthed, som vandet der strømmer i en flod, så sagde det mig egentlig ikke særlig meget.

For mange år siden vågnede jeg op en morgen og oplevede, at jeg eksisterede. Det var noget af et chok for mig og også lidt skræmmende. Hvordan havde jeg klaret mig så længe uden at have indset, at jeg eksisterede? Mit liv fik et helt nyt perspektiv, og jeg begyndte at søge en forståelse af hvem og hvad det fænomen var, som jeg kaldte mig, og hvad i alverden jeg egentlig lavede her i tilværelsen.

Pratyahara er for mig meget tæt på den oplevelse. Jeg sidder her og føler brisen og hører lydene og tager duftene til mig, og lige pludselig et eller andet sted i alt dette dæmrer oplevelsen af at opleve, og erkendelsen af at jeg er adskilt fra denne oplevelse, og at jeg kan læne mig tilbage og betragte det og stadig eksistere. Og hver gang jeg indser, at «jeg eksisterer», så chokerer det mig stadig på en eller anden måde, det er ligesom jeg bliver rystet dybt i min bevidsthed og «vågner op» – i et lille stykke tid i hvert fald.

Og det ser ud til, for mig i hvert fald, at denne oplevelse er helt grundlæggende for meditation og andre dyre begreber længere henne ad vejen som Samadhi, selvvirkeliggørelse osv. – fordi hvordan kan disse ting blive til noget, hvis jeg ikke engang er bevidst om min egen eksistens.

Det er meget let i dagligdagen og også i et såkaldt åndeligt liv at blive fanget af en oplevelse i en sådan grad, at du ikke engang er klar over, at du oplever den. Du sidder og mediterer, hører lydene, føler indtrykkene, oplever tankerne, men hvor er du egentlig? Simpelthen fortabt i oplevelserne, også selv om du er i stand til at bevare en betragtende indstilling – med mindre du samtidig, og midt blandt disse oplevelser, er klar over at du er den som oplever. Og det synes for mig at være det virkelige formål med Pratyahara i meditation eller i alle andre sammenhænge for den sags skyld.

Om, Om, Om.