Namo Narayan – Swamiji!

Efter 5 års ild-meditation, Panch Agni, brød Swami Satyananda isolationen og inviterede til Satsang


Namo Narayan er et mantra som yogier, swamier og andre bruger, når de hilser på disciple fra en anden guru. En længere variation er OM Namo Narayanaya. Mantraet indebærer: Jeg hilser gud i dig. Denne skik udtrykker en tolerance som er enestående for Indien – og uhyre vigtig for at en særlig åndelig tradition skal bestå.

Det der for den enkelte ligger bag hilsenen sikrer at alt ikke ender i overfladiskhed, at man ikke, af angst for at gå glip af noget, render fra den ene lærer og metode til den anden, uden nogensinde at konfrontere hele sig selv. Her er det faktisk tilladt at hengive sig til én lære og én lærer, når man mener det alvorligt med selvvirkeliggørelsen.

Brugen af Namo Narayan er også vigtig for samfundet. Man undgår sekteriske og bedrevidende «supporterklubber» omkring guruerne. I Indien opstår sjældent sekter med den negative betydning som kendes i vesten.

Begrebet Namo Narayan er fundamentalt i den del af indisk kultur, hvor yogaen er holdt levende. Mantraet udtrykker, at lige meget hvorfra du kommer, så respekterer jeg den vej, du har valgt. Jeg hilser dig! Jeg byder dig velkommen som jeg ville byde Gud velkommen. Jeg kan udveksle erfaringer med dig på lige fod.

Når så en kendt guru som også for vesten har substans i sin lære, og som gennem årene har haft mange forskellige mennesker på besøg, nogle blot for at snuse, andre for at blive rørt ved og modtage en træning og atter andre for at få hjælp til at leve et liv i koncentration og meditation eller til at kunne udføre netop den opgave som vedkommende er kaldet til – når en sådan guru en dag pludselig hilser sine disciple med Namo Narayan, hvad er da sket?

Lad mig fortælle det på en personlig måde: Sommeren 1988 opholdt jeg mig i USA bl.a. for at arbejde med den nye engelske oversættelse af min bog Yoga, Tantra og Meditation i min hverdag I den forbindelse boede jeg en tid på Long Island, hvor jeg en sen eftermiddag sammen med et par venner tog ud for at bade i Atlanterhavets bølger. Men bølgerne var større end jeg havde ventet, og jeg blev slået omkuld adskillige gange. I begyndelsen blev jeg bare irriteret over, at mine badebukser gled ned og mit hår blev skyllet frem og dækkede mit ansigt, så jeg ikke kunne orientere mig. Men så gik det op for mig at det var alvor. Og efter, jeg ved ikke hvor mange gange, jeg var blevet væltet af bølgerne, fik jeg kæmpet mig i land. I hele mit voksne liv har jeg ikke været så stakåndet. Samtidig følte jeg mig utroligt godt tilpas ved at have kæmpet mig fri af bølgerne.

Oplevelsen gav mig perspektiv på mit liv. Jeg så de godt 20 år, jeg havde undervist i yoga og meditation, og følte mig stærkt inspireret til under en eller anden form at fortsætte i 20 år til.

Hjemme i Sverige har jeg så en dag en vision – nej, det var en total oplevelse – i min meditation. Jeg befinder mig i et landskab, som ligner Himalayas forbjerge ved Rishikesh. Jeg har en følelse af lige at have forladt det hele – elever, administration, rutiner. Jeg føler mig uendeligt lettet. Nu er jeg fri og kan gå hvorhen jeg vil, og helt og holdent hellige mig min sadhana.

Bagefter undrede jeg mig over, at denne vidunderlige oplevelse af frihed kom netop nu, hvor jeg var så inspireret til at fortsætte med at undervise!?

Nogle få uger senere fortæller Swami Pragyamurti fra London mig, at min lærer Swami Satyananda havde forladt ashrammen og sin rolle som guru. At han, på det tidspunkt hvor jeg havde min vision, netop havde opholdt sig ved Rishikesh…

I november 1993 var jeg inviteret til at tale på en yogakongres i Monghyr og besøgte derfor Swamiji som efter sit forsvindingsnummer havde slået sig ned i Rikhia i nærheden af Deogarh in Bihar. Da jeg fortalte ham om den vision, hvor jeg havde befundet mig i Himalayas forbjerge i nærheden af Rhisikesh, sagde han blot: «Ja, jeg syntes du skulle vide det

 

Fem bål

big-flame

Efter i nogle år at have rejst rundt og besøgt forskellige åndelige kraftcentre i Indien, havde Swamiji, efter eget ønske, levet relativt isoleret i sin nye ashram Alakh Bara. I fem år havde han helliget sig en helt enestående meditation mellem fem bål. Hver dag, fra 15. januar til 15. juli, fra solopgang til solnedgang sad han mellem 4 stærke bål, og et femte som var solen.
Det første år sad han blot i solen hver dag i de seks måneder. Det andet år sad han foruden under den varme Indiske sol tæt ved ét bål. Det tredje år sad han i solen og mellem to bål. Det fjerde år sad han i solen mellem tre bål. Og det femte år var han omgivet af fire bål fra solopgang til solnedgang, hvor solen ovenover var den femte ild, Panch Agni.

Denne ildmeditation har en uundgåelig og dybtgående virkning på den yogi som underkaster sig en sådan renselses – den psykiske atmosfære omkring Swamiji var da også usædvanlig stærk og ophøjet. Jeg oplevede det især i mine meditationer, mens jeg boede hos ham, kort efter at han havde afsluttet Panch Agni. Især den meditation som jeg kalder Agni Kriya, hvor du oplever en flamme i din krop som brænder op gennem dig og højt over dig.

Det siges at siden Shankaracharya har ingen udført denne meditation. Det kræver års forberedelse i form af en intens og dybgående sadhana for at være i stand til at gennemføre og få noget ud af en sådan praksis.

Den tolerance som hilsenen med mantraet Namo Narayan udtrykker har altid været del af den tantriske tradition. I Vigyana Bhairava Tantra, en tekst som er mindst 500 år gammel, står der i en af sutraerne, blandt 112 instruktioner i meditation og sadhana:

”Andres rene lære [eller livsopfattelse] er som urenhed for os.
I virkeligheden betragt intet som rent eller urent.”