Erfaring og viden

– om at uddanne lærere ved Skandinavisk Yoga og Meditationsskole


Tredje del – Uddannelse med kvalitet?

«En mand uden mandigt mod,
en kvinde uden kvindelig ynde,
et barn uden barnets ligefremhed,
et spædbarn uden spædbarnets uskyld,
en elsker uden offervilje,
en tilbeder uden gudsideal,
en giver uden stor beskedenhed er som en konge uden kongerige. …

Hvilken tilfredsstillelse er der i en nytteløs handling?
Hvilken interesse er der i en meningsløs tale?
Hvilken glæde er der i en overfladisk tanke?
Hvilken lykke er der i en kærlighedsløs følelse?
(Hazrat Inayat Khan)

Hvad er en yoga- (og meditations-) lærer? Hvad er en yogalærers mål? Hvad er en god yogalærer? Hvad skal en yogalærers uddannelse eller træning bestå i?

Kan en yogalærer være bange for at stå på hovedet? Kan han eller hun være bange for Pranayama (yogaens åndedrætsøvelser) eller meditation? Nej, naturligvis ikke hvis vedkommende selv bruger disse ting – og tillige får sine oplevelser bekræftet af videnskabens undersøgelser.

Desværre kan vi ikke stille noget op imod overfladiskhed, angst og uvidenhed, men det er ødelæggende for omdømmet, navnet og yogaens kvalitet at visse uddannelser ofte er korte og sommetider endog blandet med alt muligt andet som forflygtiger inderlighed og koncentration. At blande andet sammen med en yogalæreruddannelse tager plads og tid og slører opfattelsen af yogatraditionens iboende muligheder, som trods alt er baseret på tusinder af års efterprøvning og erfaring.

Uden et fast grundlag har utilstrækkeligt uddannede lærere en tendens til at udvande yogaen, så den bliver uigenkendelig og uden de ønskede virkninger; selv holder de ofte op med at undervise efter ganske få år.

Nogle sørgelige eksempler ud af mange

Det man ikke kender, eller det man baserer på teori alene, det frygter man (Swami Janakananda)

Tyskland: Vi har haft nogle elever som har fortalt os at deres første yogalærere ikke ville lære dem Hovedstand og fortalte skrækhistorier om Pranayama.

Danmark: Der er nogle få yogalærere i Danmark som taler om at undervise i „sikker yoga; der er dem som praler af at de ikke underviser i „farlige» (deres ord) yogapraksis, nogle har f.eks nævnt næseskylning som i dag anbefales af mange privat praktiserende læger og bruges mod allergi på flere større sygehuse i Skandinavien.

USA: Vi har modtaget mange breve fra mennesker i USA som er desperate fordi de ikke kan finde en yogalærer med kvalitet i det område hvor de bor. De spørger os om vi kender en yogalærer der, som underviser på linie med Paramhansa Satyananda og Swami Janakananda. Alt hvad de finder er en eller anden slags yoga-gymnastik/aerobics eller yoga man ikke kan lave med mindre man har forskellige slags puder, møbler og redskaber (se også lederen Instruktør eller vejleder).

Sverige: I en af de største svenske byer har nogle af vores elever klaget over den inkompetente undervisning de havde været udsat for af lærere som tilsyneladende kun havde en overfladisk uddannelse og ingen virkelig personlig praksis eller træning. På grund af sådanne læreres undervisning var eleverne blevet skuffet over yoga og havde mistet interessen. Nogle af dem gav det dog en chance til, kom til et af vores kurser og mærkede forskellen.

Som Swami Janakananda udtrykker det:

Hvilken slags undervisning kunne du tænke dig at få hvis du blev genfødt, lad os sige, om 200 år? Ville du ikke gerne være i stand til at finde en lærer som har gået vejen selv? Ville du ikke gerne kunne genkende essensen i yoga gennem hans eller hendes undervisning?

 

Franz Jervidalo, en af de erfarne yogalærere

En yogalæreruddannelse på 1-4 måneder virker urealistisk. Hvilken baggrund har de som følger den form for uddannelse? Hvis de aldrig har lavet yoga før eller kun har lavet lidt er det fuldstændig utilstrækkeligt. Og selv om de måske har en del erfaring med yoga, så er det et spørgsmål om de er parate til at undervise andre på så kort tid. Har den lærer’ der tager en sådan ‘diplomuddannelse’ muligheden for at kunne falde tilbage på den tradition af lærere der gik forud og få råd af erfarne mennesker i deres arbejde? Hvordan testes de under modgang og ugunstige undervisningsforhold? Som kompensation for virkelig vejledning, danner de da kaffe- eller teklubber’, hvor begrænsende angst og overtro trives?

Swami Vishnudevananda, i et åbent brev til yogalærere:

Dette er yogatraditionen, en stor åndelig tradition i fare for at blive forurenet af kommercielle hensyn af de individer som ønsker at markedsføre yoga ved at danne professionelle yogaforeninger… 3-års-kurset’ [udviklet af en landsforening i et europæisk land] omfatter to dage á fem timer hver anden uge, svarende til en samlet lærer/elevkontakt på 360 timer over 3 år – vel at mærke hvis eleven og læreren da kommer til alle klasser. … Titlen 3-års-kurset’ narrer offentligheden ved at drage en falsk sammenligning. Faktisk afholdes klasserne kun hver anden weekend. Denne spredte undervisning kræver ikke en yogis regulerede og disciplinerede liv, ej heller giver det, som der antydes, den professionelle undervisning man får i løbet af 3 år på universitetet, hvor man må arbejde hårdt hver dag for at opnå en professionel kvalifikation. … Holdningen hos sådanne yogaforeninger kan kun forstås i retning af kommerciel egennytte. De er ikke baseret på visdommen fra rækken af guruer og disciple, den ældgamle yogatradition hvor disciplens åndelige rigdom arves fra læreren.

Selv de største sten kan rokkes, når man løfter i flok. Nederst ses yogalærerne i et afslappet øjeblik på landet i Håå.

Det er vores ansvar som yogalærere at holde en høj standard i yogalæreruddannelsen.

Det er ikke et spørgsmål om at producere så mange yogalærere som muligt. Det kunne endda kvæle traditionen. Vi kan kun håbe på, at de som underviser på for spinkelt et grundlag, af frygt for det ukendte eller jalousi overfor dem der gik længere, en skønne dag ikke forbyder de virkelige yogier at fortsætte en tradition der ikke er udvandet.

 

 

Det er et spørgsmål om kvalitet og ægthed, om hvad hver enkelt yogalærer kan give sine elever. Det kræver ikke kun fakta, teori eller filosofi, men tid, engagement og tålmodighed.

Det gælder ikke om at bevise sin dygtighed
men om at være i kontakt med sig selv
og ud fra sig selv
være sammen med andre.
(Swami Janakananda)

En god yogalærer er ikke god fordi han eller hun er ambitiøs eller dygtig. Denne person kender yogametoderne af egen erfaring og har oplevet en personlig træning og vækst, det er ganske vist rigtigt, men det er indsigten om yogaens holdning der giver det hele dybde.

Denne person har selvtillid, men søger lærerens eller guruens vejledning for at overkomme livets illusioner – og følger en ubrudt tradition – og er på vej mod visdommen.

Denne person har ladet mange masker og meget rollespil falde. Han/hun står nøgen’ foran sine elever; har erhvervet sig de psykiske og åndelige dimensioner som er nødvendige for at undervise i yoga og meditation, og er blevet et godt medium med tilstrækkelig følsomhed til at opfatte andres behov og inspirere dem til selvindsigt, hellere det end at prædike og indoktrinere folk i en hvilken som helst mytologi.

En sådan lærer kan drille eller narre sine elever ud af selvoptagethed, depressioner eller forudfattede meninger – han/hun kan hjælpe dem på vej ved at prikke hul på deres balloner af stolthed, på deres bobler af idealisme og begejstring.

Ingen er perfekt – eller måske er vi det alle, i vores forskellighed – og vi ser ikke perfektionisme som et mål i sig selv, men jo længere du selv er gået jo længere kan du føre dine elever.

Når vi diskuterer yogalæreruddannelsen står vi over for et dilemma. På den ene side ønsker vi at dele yogaens vidunderlige redskaber med så mange som muligt, men på den anden side, hvor hurtig, overfladisk eller „sikker» kan en yogalæreruddannelse være før den bliver uansvarlig overfor en tusindårig tradition og utallige generationers erfaring? I så fald burde den kaldes noget andet.

På vegne af yogalærerne ved Skandinavisk Yoga og Meditationsskole

OM Tat Sat – Swami Ma Sita