„Man vil jo helst at folk får det bedste»

(citat: Swami Satyananda)


Indenfor yoga har den som underviser, og den som vil uddanne sig, samme ansvar som enhver anden der vil hjælpe og arbejde med mennesker. Hvis en blivende læge tager til en „bananrepublik» (hvor det så end er, undskyld udtrykket) og køber sig en hurtig uddannelse, så er det naturligvis forkasteligt og uansvarligt, både overfor „lægen» selv og de mennesker han vil komme i kontakt med som helbreder og vejleder.

Den elev som vil være lærer må selv tage ansvaret, når vedkommende vælger en lærer (med aldrig så fine kvalifikationer) som udvander traditionen og gør uddannelsen „nem» og kort. Traditionen forbedres kun hvis man hele tiden søger mod dens kerne og det man har lært af sin lærer. Sådan har jeg i hvert fald oplevet det både i forhold til min lærer og i forhold til den tradition jeg underviser ud fra.

Sidder man først der med en utilstrækkelig uddannelse som yogalærer, og det er lige meget hvor indbildsk man er eller hvem man samarbejder med, så vil man før eller senere løbe tør. I stedet for at kunne kaste sig ud i en frigørende proces sammen med sine elever – bliver det hele kedeligt, fordi man ikke kender processen og ikke har erhvervet den indsigt som kommer i en daglig træning. Man hverken vover eller kan gå længere end det man selv har lært og ens egen indsigt tillader. Man tror at man skal underholde sine elever eller man koger suppe på en pølsepind, da man ikke mere har noget at give – transformationen kender man ikke.

Det hjælper heller ikke at blande andre overfladiske ideer og metoder ind i sin undervisning for at slippe angsten og tomheden, eller at tage mange penge for det man laver. Det gør det ikke mere værd. Man snyder både sig selv og andre. Yoga er „any age» ikke New Age f.eks., selvom nogle der underviser i en overfladisk form for yoga giver det indtryk.

Det vigtigste ved en ordentlig yogalæreruddannelse er nok ikke, hvad man lærer i teori og mængden af metoder den indeholder, men at man også får en daglig træning, hvor man lærer tingene på en praktisk måde, så man opnår en kunnen hvor man kan se løsninger på problemer og på stillede diagnoser. Man må også have erfaring i at omgås elever. Uddannelsen må indeholde en omfattende undervisningspraktik under opsyn af en erfaren lærer. Desuden må ens egen Sadhana (se artikkelen om Kriya Yoga) og den erfaring man derigennem opnår være dybtgående.

Livet i dagligdagen sammen med læreren som leder uddannelsen skal pille den grundlæggende angst ud af folk der skal hjælpe andre mennesker. Dertil kræves at læreren har en særlig evne og kan guide eleven til en indsigt som ligger ud over hvad der står i bøgerne og som kan læres på nogle kurser. De kommende yogalærere vil da trygt kunne undervise og vejlede andre, når de er færdige med deres
uddannelse – og de vil kunne blive ved når nyhedens interesse er borte.

Jeg tillader mig at tvivle på om de tynde uddannelser som tilbydes visse steder i dag, hovedsagelig i form af en række weekendkurser hvor man påstår at uddannelsen varer op til både 3 og 4 år, giver en forsvarlig baggrund. Man ses jo kun nogle timer en gang imellem, og hvis man lægger antallet af undervisningstimer sammen, så drejer det sig i realiteten om uddannelser der har en sammenlagt længde på fra mindre end en måned (bl.a. på et institut i Stockholm) til max. 3 måneder (på bl.a. en uddannelse i Danmark). For slet ikke at tale om et firma i England der tilbyder en yogalæreruddannelse pr. korrespondance, hvor man aldrig ser sin lærer!

En flerårig heltidsuddannelse bør være et absolut krav.

Hvorfor er det så vigtigt at blive yogalærer når man alligevel ikke bliver det, når man ikke får en træning i praktik og en utilstrækkelig teori, for slet ikke at tale om mangel på indvielse i ændrede bevidsthedstilstande? Man må da vide, at man på langt sigt er med til at ødelægge noget meget værdifuldt med sin begrænsning.

Ansvaret ligger hos dig selv. At andre begår kriminelle handlinger berettiger ikke dig til at gøre det!