Rigelig med ilt under Nadi Shodana
et pilot studie
Af og til når vi laver Nadi Shodana (vekselåndedrœttet) eller andre øvelser hvor man holder vejret, føles det som om behovet for at trœkke vejret forsvinder. Det er som om man skulle kunne blive ved med at holde vejret lige så lœnge det skal vœre. Når det sker for mig, plejer jeg let at få en urolig tanke om hvor lœnge mon det at holde vejret kan fortsœtte uden at en skadelig mangel på ilt opstår.
Det eneste sikre svar på det spørgsmål får man hvis man måler indholdet af ilt i pulsårerne mens vejret holdes og det er det vi har gjort.
I efteråret 98 udførte jeg en del interessante forsøg på Karolinska Sjukhuset i Stockholm. Et af disse blev lavet på åndedrœtsøvelsen Nadi Shodana og beskrives i denne artikel.
Forsøgspersonen var en mand af normal bygning i 40-års alderen, der havde 20 års erfaring med yogaens åndedrœtsøvelser. Ved forsøget lavede han 5 runder Nadi Shodana hvor man ånder ind, holder vejret og ånder ud i forholdet 1:4:2. Det vil sige 10 åndedrœt på 15 minutter, hvilket er relativt langsomt (en person som hviler har ca. 16 åndedrœt på et minut).
Hvis man vil lave målinger på det blod som forsyner hjernen og andre organer, duer det ikke med en almindelig blodprøve fra en vene. Man må have adgang til blod fra en arterie, en pulsåre, som leder blodet ud til kroppens organer – det blod som lige har passeret lungerne og dermed er blevet iltet. En narkoselœge lagde et tyndt plastikkatheter ind i forsøgspersonens venstre radialarterie og derfra tog man gentagne blodprøver i løbet af den tid hvor forsøgspersonen lavede Nadi Shodana.
Resultater
Der blev taget blodprøver regelmœssigt under hele Nadi Shodana og et stykke tid efter. Inden åndedrœtsøvelsen var blodet mœttet med 97% ilt, som er det normale i hvile. Under eksperimentet måltes som det laveste 88% iltmætning, som er et betryggende iltindhold.
Iltmœtningen vendte på nogle sekunder tilbage til 97% efter øvelsen var afsluttet.
Til sammenligning kan nœvnes at man ved helt andre medicinske forsøg har sœnket friske forsøgspersoners iltmœtning til 75% uden negative bivirkninger.
Under forsøget måltes også kuldioxid og Ph-vœrdi som viste samme tydelige forandringer og hurtig tilbagevenden til normalvœrdierne.
Konklusion
Selv en ganske langsom Nadi Shodana medfører ikke iltmangel, eller at man overhovedet kommer i nœrheden af urovœkkende vœrdier m.h.t. indholdet af ilt, kuldioxid eller pH-vœrdien.
Hvad det er som fysiologisk modsvarer den effekt af øget klarhed og energi som vi kender efter åndedrœtsøvelser, er endnu ikke kendt.
Andre forsøg med at holde vejret, hvor vi har taget hurtige serier af billeder med et magnetkamera på hjernen mens vejret blev holdt, tyder dog på at der sker en kraftig aktivering af hjernen. Først i de dele af hjernen som arbejder med en given opgave, og derefter, ved at holde vejret gentagne gange, virker det som om aktiveringen spreder sig over hele hjernen. Jeg håber at kunne vende tilbage med mere om emnet i en senere artikel, når vi har gjort flere forsøg.
SPO2: Blodets iltmœtning er normalt 90-98%. På forsøgspersonen synker iltmœtningen under hele øvelsen til som det laveste 88%, en vœrdi som ligner den som man ofte måler hos eliteidrœtsmœnd ved maximal prœstation.
pCO2: Der opstod en tydelig forøgelse af kuldioxidindholdet i blodet under øvelsen, som hurtigt normaliseredes bagefter. Det er forøgelsen af kuldioxid, som giver fornemmelsen af at ville have mere luft.
pH: pH-vœrdien synker under øvelsen fra normal 7,4 til en anelse under normal 7,26 som det laveste. Det normaliseredes hurtigt efter øvelsen.