Yoga og den finere energi

“De små luft og spændingsfrigørende øvelser” Pawanamuktasana og deres dybtgående virkning på kroppens finere energi


De små luft og spændingsfrigørende øvelser er et let program, som de fleste kan lave uden besvær. Det er det første yogaprogram man møder på grundkurserne, da det er en udmærket forberedelse til andre yogastillinger. Det betragtes ofte som et program for begyndere og ældre. Pawanmuktasana er midlertid mere end det, det har virkninger som den erfarne yogaudøver også har stor nytte af. Pawan betyder luft, mukta frigørelse og asana yogastilling.

DSC01029-korr

 

Alle led bevæges

Pawanmuktasana består af en serie bevægelser som effektivt befrier led og muskler for stivhed og giftstoffer og frigør luft fra tarmene.

DSC00763-korrMan starter med at bøje og strække tæer og vriste, man laver cirkler med fødderne, og så en venepumpeøvelse hvor man bøjer og strækker knæ og fod. Man går videre med fingrene, knytter og strækker, bøjer hænderne ved håndleddene op og ned, og cirkler så med knyttede hænder. Det næste er armene og skuldrene hvis led strækkes, bøjes og roteres. Systematisk går man gennem kroppen; hals, ryg, hofter og endog tarmene påvirkes med øvelser som påvirker peristaltikken. Derefter holder man en pause hvor man ligger helt stille på ryggen.

I bogen Yoga, Tantra og Meditation i min hverdag af Swami Janakananda finder du en grundig beskrivelse samt billeder af alle øvelserne.

Energien

Vi skal i resten af denne artikel beskæftige os med den mere dybtgående virkning disse yogaøvelser har på kroppens energi, Prana.

DSC00840-korr

Prana er et andet ord for den psykiske energi, som er kendt både i Kina og i Indien. I Europa kaldtes den først for vitalenergien, siden for bioelektrisk energi, den østrigske psykoanalytiker Wilhelm Reich døbte den på et tidspunkt om til Orgonenergi. Sanskritordet for denne energi er Prana og er nøje beskrevet i den tantriske yoga. I Kina kaldes denne energi for Ki.

Pranaen har flere funktioner i kroppen. Kort fortalt er der én energi bag fordøjelsen, en anden bag udtømningen, en tredie er knyttet til åndedrættet, en fjerde er den energi som flyder i vort sanseapparat og i arme og ben, og endelig findes en overordnet funktion som samler og balancerer energien som helhed.

En pranastrøm eller energibane kaldes Nadi i yoga. Den japanske Dr. Hiroshi Motoyama siger i denne sammenhæng:

Jeg anser nadierne for helt at svare til meridianerne i kinesisk akupunktur.

I yoga påvirkes pranaen og dens strømme bl.a. af stillingerne og især af åndedrætsøvelserne, hvis egentlige formål er at bevidstgøre energien: Pranayama. Siden, når man behersker yoga og har lært sig at visualisere og meditere, kan man lære at helbrede gennem en bevidst påvirkning af energien, dette kaldes Prana Vidya, kundskaben om pranaen.

Disse emner vil vi vende tilbage til igen og igen da de udgør væsentlige dele af yogaundervisningen.

Yogaens stillinger fremmer energiens cirkulation

Det følgende bygger på en undersøgelse Dr. Motoyama, ud fra sin viden om kinesisk akupunktur, har gjort i samarbejde med Swami Satyananda.

DSC00963-korr

Ifølge Ayurveda, den klassiske indiske medicin, kontrolleres kroppen af tre legemsvæsker“: slim (kapha), luft (vayu), og syre eller galle (pitta). Uregelmæssighed i en af disse tre “væskers” funktion, forstyrrer kroppens stofskifte. Dette anses for at være en grundlæggende årsag til sygdom.

Vayu betegner ikke kun luften i mave og tarm, men også en grovere form for prana, man kan forestille sig som en subtil kropsvæske, der strømmer gennem nadierne (energibanerne).

Specielt ved leddene hindres strømmen af ki-energi (eller prana) let. En dårlig strøm her kan forårsage reumatiske smerter og resultere i utilstrækkelige energistrømme overalt i kroppen, som atter kan være ophav til mange sygdomme. Med Pawanmuktasana fremmes strømmen af prana gennem nadierne, først og fremmest ved at fjerne blokeringerne i leddene.

Læg mærke til at når det gælder benene begynder man med tæerne, fortsætter med ankler og knæ og slutter med hofterne. Ved armene går man fra fingrene til håndled, albuer og skuldre, i den rækkefølge.

Inden man laver Pawanmuktasana eller andre yogastillinger, kan det anbefales at ligge helt stille på ryggen. Det afspænder kroppen og gør at pranaen let optages og fordeles.

Sei-punkter

De luftfrigørende øvelsers effekt på pranaens cirkulation kan forklares ud fra den kinesiske meridianteori på følgende måde:

DSC00890-korrDer findes tolv hovedmeridianer af ki-energi som løber på og gennem kroppen; de fleste af dem står i forbindelse med et bestemt indre organ som de passerer igennem. Disse meridianers endepunkter er placeret i fingre og tæer, og kaldes sei (“brønd”) punkter. For eksempel findes lungemeridianens sei-punkt på tommelfingeren og tyktarmens sei-punkt findes ved spidsen af pegefingeren. På lignende måde er de øvrige sei-punkter placeret i fingre og tæer i begge sider af kroppen.

Sei-punkterne er meget vigtige, for det er her ki-energien strømmer ind og ud af meridianen. Energiniveauet ved disse punkter siges præcist at afspejle hele meridianens tilstand. Det er kendt, at ved akut sygdom har akupunktur en umiddelbar effekt på disse steder.

Øvelserne i Pawanmuktasana, hvor man knytter hænderne og bøjer tæerne stimulerer sei-punkterne direkte, og fremmer derfor cirkulationen af ki-energi (prana).

Gen-punkter

Kinesisk medicin taler også om gen(“kilde”) punkter, beliggende enten i håndleddet eller anklen, eller mellem seipunktet og leddet. Sygdomme i de indre organer afspejles ofte ved de respektive meridianers gen-punkter, og behandling ordineres ofte der. De øvelser der bøjer og roterer ankler og håndled stimulerer genpunkterne og hjælper dermed til at normalisere funktionen i de indre organer, der står i forbindelse med de tolv meridianer. Denne forklaring af sei- og gen-punkter findes i The Yellow Emperors Treatise on Internal Medicine – det ældste skrift i kinesisk medicin. Skriftet angiver også at knæene og albuerne er tæt forbundne med genpunkterne, og at også de kan have en betydning ved behandling af sygdomme i de indre organer. Rotation af knæ og albuer er altså gavnlig. Det samme gælder ved stimulering af hofte og skulderled.

 

DSC00905-korr

Øvelsernes almene virkninger

Indenfor vestlig medicin anses leddene for at være sårbare områder i kroppen. Væske har tendens til at ophobe sig og stagnere her, og hele kroppen trættes gradvist. Denne tilstand kan føre til reumatisme og nervesygdomme, som er almindelige i vor tid. Også på denne baggrund kan den gavnlige virkning af Pawanmuktasana ses. Udover at forbedre strømmen af ki-energi gennem meridianerne, fremmer de cirkulationen af blod og kropsvæsker gennem leddene, og hjælper dermed til at kurere sygdomme og bevare et godt helbred.